Hjem fra efterskolen

Vi har haft det sjovt, mens tvillingerne har været hjemme. De blev jo sendt hjem fra efterskolen, da det blev rigtig alvorligt med den her Covid-19 virus. Men nu er det slut med at nyde, at de begge er blevet meget mere modne, og har fundet ud af, at de godt kan fungere hver for sig. De går begge på den samme teater efterskole, fordi de begge har kæmpe talent for at stå frem på en scene. Det er denne efterskole: https://naae.dk/

Danne par

De havde begge to en plan om at danne et skuespillerpar bare på en anden måde. Som tvillinger. Du ved det her med at bytte navne, roller, tøj og forvirre folk. Et trick, man ved, at alle enæggede tvillinger kan finde på at benytte sig af. Tanken var sjov nok, men urealistisk. Ikke desto mindre, så fik de lov til at komme på den samme efterskole, da de bad om det.  De havde begge to været ret umulige i folkeskolen. Det var, som om at de ikke kunne undvære hinanden. Også selv om de gik i parallel klasser. Det førte til, at de ikke fulgte undervisningen. Vi skønnede derfor, at det ville være i deres bedste interesse at komme på efterskole. Og helst en efterskole med mange forskellige linjefag. Vi håbede, at det kunne vække interessen hos dem for at beskæftige sig med forskellige ting. Vi fandt derfor en efterskole, som har en bred vifte af linjefag. Og de fik besked på at vælge forskellige linjefag. Undervisningen i de obligatoriske fag, såsom dansk, og fysik skulle de alligevel følge på samme niveau. Det var i øvrigt efterskole 9. klasse niveauet.

Et godt valg

De kom afsted, og det viste sig, at det var et godt valg, vi havde foretaget os. De kom på besøg herhjemme allerede i julen, og vi kunne straks mærke, at de hver havde fået udviklet en sikkerhed på sig selv, som gjorde dem til selvstændige mennesker. Det var dejligt at opleve. Det var en glæde at se, at en af mine drenge er vild med at skrive sangtekster, mens den anden er vild med at lave kostumer til teaterforestillinger. De fortalte meget om deres drømme om deres fremtid. Idéen om ”Hvem er du-tvilling?” blev slet ikke nævnt.

Lige efter Nytår tog de tilbage til skolen. De var glade. Men så gik der knapt 2,5 måned og så blev de sendt hjem. Pga. Corona.

Naturligvis var vi glade for at få dem hjem. Men også bekymrede. Var de blevet smittet? Kunne vi få de penge, vi har betalt for deres ophold på skolen tilbage – for den tid, de ikke modtager undervisning? Hvor længe vil det her vare? Tankerne og bekymringerne var mange. Men glæden, vi fik, ved at se de to drenge blive til voksne og ansvarsfulde mennesker på så kort tid, gjorde faktisk, at vi ganske langsomt glemte de bekymringer, vi havde haft omkring økonomien. Det er ikke billigt for os, at de går på efterskole. Det var næsten en åbenbaring at se dem være i stand til at gøre nogle ting hver for sig.